Forestil dig et middel, som forbedrer dit udseende, giver dig maksimal forebyggelse af op mod 60 sygdomme og beskytter dit kredsløb og din hjerne. Det findes allerede, og det staves pycnogenol. Midlet, der sikrer flow i kroppen og forhindrer blodpropper.

I 2001 udgav den i USA berømte skønhedsguru Nicholas Perricone en lille bog, ”The Wrinkle Cure”. Heri sammensatte Perricone en cocktail af naturlige præparater, som kunne garantere en fast og spændstig hud til højt op i alderen. Bogen blev en kæmpe succes og lagde sig som nummer 1 på New York Times bestseller liste.

Perricone anbefalede en lang række antioxidanter, heriblandt midlet pycnogenol, som forskere lige havde fundet ud af at ekstraktere fra en særlig fyrretræsbark. Da pycnogenol var relativt nyt i USA, hvor det først var blevet introduceret og patenteret i 1987, var Perricone tilsvarende forsigtig i sine udtalelser.

I sin efterfølgende succesbog fra 2002, ”The Perricone Prescription”, der også susede ind på en førsteplads på bestsellerlisten, var han blevet lidt mere dristig i sin omtale af pycnogenol, som man i 1970 mente var et stærkt C-vitamin, men nu havde fundet ud af tilhørte kategorien OPC, oligomeriske proanthocyanidiner, en gruppe meget potente antioxidanter, som først var blevet identificeret i 1947 af den franske videnskabsmand Jack Masquelier.

Som dermatolog og forsker i hudens ældning hæftede Perricone sig først og fremmest ved pycnogenols evne til at beskytte hudens kollagen mod frie radikaler og dermed medvirke til at dæmpe den inflammation, som han, på baggrund af forskere som D. Haman og I. Nagy, mente var skyld i menneskets ældning. Han nævnte også resultater fra Frankrig, hvor pycnogenol blev udskrevet som kur mod svage blodkar og forklarede, at ved at beskytte blodkarrene, øges tilstrømningen af ilt og næring til hudcellerne og stimulerer dem til at vokse og reparere sig selv.

Indianernes mirakelmiddel

Afsløringen af virkningen ved pycnogenol har været længe undervejs og startede i Canada for flere hundrede år siden.

I 1535 ankom en fransk ekspedition under ledelse af Jacques Cartier til den tilfrosne Hudson Bay i Canada i dens forsøg på at finde en nordvestlig vej til Kina. Ekspeditionens medlemmer var blevet overraskede af den strenge canadiske vinter, og flere af dem var stærkt forkomne af udmattelse og skørbug.

Det sørgelige selskab fik lov til at slå lejr hos indianerne, hvor de måtte overvintre. Deres medbragte proviant slap derfor op efter kort tid, hvorefter helbredstilstanden hurtigt forværredes yderligere.

Da Cartier sluttede venskab med den lokale høvding, var 25 af hans mænd allerede døde, og 50 andre svært syge og havde blødende gummer.

Indianerne besluttede sig for at hjælpe de stakkels europæere. Af nåle og barken fra fyrretræer, som franskmændene kaldte anneda arbor vitæe, kogte de en te, som den franske ekspedition skulle drikke flere gange om dagen. Efter to uger var alle mændene raske, og da Cartier brød op, pakkede han naturligvis nogle af ingredienserne ned i sin rygsæk og tog dem med tilbage til Frankrig, hvor han beskrev teens egenskaber i sin ”Voyages au Canada”, som blev udgivet i 1545.

Hemmeligheden gemt i hundredvis af år

Det satte gang i interessen, men man havde dengang ingen muligheder for at undersøge fænomenet nærmere. Der skulle gå flere hundrede år, inden forskerne fandt ud af fyrretræernes hemmelighed. I 1750’erne kunne man i England læse, at frugt og grøntsager kunne kurere skørbug, men først i 1800-tallet fik man for alvor øjnene op for kostens indflydelse på fænomenet skørbug, som havde kostet tusindvis af sømænd livet.

Det var dog først i 1928, da det lykkedes den ungarske forsker Albert Szent-Gyorgyi at identificere ascorbinsyre, at interessen igen for alvor samlede sig om Cartiers gamle optegnelser.

Små 40 år senere, nemlig først i 1970’erne blev hemmeligheden imidlertid afsløret, da Horphag Research Ltd. ydede avancerede analyse instrumenter til en grundig undersøgelse af fyrretræernes ekstrakt, som efter mange diskussioner var blevet døbt pycnogenol, og som man i mellemtiden havde fundet et højt indhold af i nåletræerne Pinus maritima, der vokser i Landes de Gascogne i det sydvestlige Frankrig. Det viste sig, at pycnogenol ikke var et C-vitamin, som forskerne troede fra begyndelsen. Det var et stof, der var 18 gange stærkere.

I 1984 lykkedes det forskerne G. Pirastah, ph.d og Peter Rohdewald, ph.d at identificere de fleste aktive stoffer i pycnogenol, hvorefter forskerne begyndte at undersøge effekten af disse på kroppens forskellige biologiske mekanismer.

I 1996 påviste forskeren Ronald Watson midlernes gunstige indflydelse på immunforsvaret, og i 2001 dokumenterede han midlets evner til at beskytte mod solens stråler. Senere fulgte dokumentation for en gavnlig effekt på højt blodtryk, kredsløbet, beskyttelse mod hjerte/kar-sygdomme og meget, meget andet. Ikke mindst som kur i dagene op til en lang flyvetur. Her er Pycnogenol uundværlig til alle, som normalt kommer til at lide af jetlag og hævede ben ved ankomsten. Pycnogenol hindrer generne i at opstå.

I sin bog, ‘Mirakelkost til din hjerne’, nævner forfatteren Jean Carper i 2000, at undersøgelser tyder på, at pycnogenol også har indflydelse på hjernen og degenerative sygdomme som Alzheimers og Parkinsons.

Det helt store gennembrud fik Pycnogenol imidlertid først i 2004, da dr. Nicholas Perricone udkom med sin tredje skønhedsbog, ”The Perricone Promise”, hvor han roste pycnogenol til skyerne på grund af dets evne til at opbygge hudens kollagen og elastin og dermed holde den glat og spændstig. Salget af pycnogenol boomede, og midlet fik hurtigt tilnavnet ”oral kosmetik”.

Eventyret fortsætter

Efter at have fastslået pycnogenols rolle i opbyggelsen af hudens kollagen og elastin ved at styrke blodomløbet og tilføre næring til cellerne, samlede forskernes interesse sig om præparatets øvrige egenskaber, der blev undersøgt og efterprøvet. Det viste sig, at pycnogenol ikke blot er en antioxidant. Den egenskab har mange stoffer. Pycnogenol består af dels store, dels små molekyler, som Lester Packer, Ph.d. og hans kolleger i 1997 fastslog, tilsammen udgjorde den stærkeste antioxidant på markedet i dag. De store molekyler, procyaniderne, er meget effektive i blodstrømmen, mens de mindre flavonoide molekyler kan nå ind i cellekernerne.

Det giver pycnogenol nogle fremragende egenskaber. Udover at booste immunsystemet, har midlet effekt ved hjertesygdomme, kredsløbet, blodtrykket og meget andet (Cheshier et al.1996, Watson, 1999, Packer et al., 1999). Og det har en indflydelse på nervesystemet og forbedrer evnen til indlæring og hukommelse (Liu et al.1999). Herudover er pycnogenol anti-inflammatorisk, hvorved det er med til at forhindre en lang række sygdomme, som skyldes inflammationer, ligesom det virker forebyggende mod, at blodet klumper sig og danner blodpropper. Det gør blodårer og vener smidigere. Herudover hjælper pycnogenol andre antioxidanter til at udkæmpe deres kamp mod frie radikaler. På grund af sin særlige struktur er pycnogenol i stand til at reparere andre antioxidanter, når de skades, hvorefter de kan kæmpe videre i stedet for at blive nedbrudt i kroppen og ført ud gennem nyrerne.

Siden midten af 00’erne har forskerne årligt præsenteret offentligheden for nye egenskaber ved pycnogenol. I 2005, 2006, 2007 og 2010 blev der præsenteret resumeer over store undersøgelser, heriblandt af pycnogenols evne til at afhjælpe pludseligt opstået hørenedsættelse samt som middel i hjælp mod den generende tinnitus (susen eller ringen for ørerne). En stor undersøgelse fra 2010, hvor pycnogenol blev afprøvet sammen med Q10, viste, at de to midler i synergi forbedrede hjertets tilstand og fik det til at arbejde mere effektivt. Q10 har således for længst bevist sit værd på hjerteområdet, hvor det vides, at hjertemusklen hos ældre arbejder 72 pct. lavere end hos yngre. Effekten af pycnogenol og Q10 fik hjertet hos ældre til at arbejde som i langt yngre mennesker.

Her i 2012 har pycnogenol vist sig at have indflydelse på og kunne afhjælpe 60 aldersbetingede og degenerede sygdomme, og kun fremtiden vil vise, hvad vi ellers har i vente fra fyrretræerne.