Nyheder

Jagt for sanserne

2. september 2014

2014 tegner til at blive et rigtig godt svampeår. Den varme sommer og en meget fugtig august har givet gode livsbetingelser for lækkerierne i skovbunden.

 

Naturoplevelser bliver mere intense, når du går på jagt. Når du jager, vækkes flere instinkter til live, og både dufte, lyde og synsindtryk bliver stærkere, end når du blot spadserer på de afmærkede stier. Du kan dyrke jagten med fiskestang eller gevær – men hvis du ikke har lystfiskerens eller jægerens tålmodighed og tekniske kunnen, kan du dyrke jagten med en svampebog og en kurv.

 

Svampejagt for alle sanser

 

Svampejagt er afsøgning af skovbunden med alle sanser. Farver, lugte og lyde fra dine fødder i skovbunden kan med tiden fortælle dit instinkt, om du er i et godt svampeområde. Men husk, at den type svampejagt som udgangspunkt kun er tilladt i statsskovene; de private skove tillader ikke færdsel udenfor stierne.

 

Medbring en kurv, en svampebog og en lille kniv, så du let kan frigøre svampene. Find et sted, hvor du kan sortere ”fangsten” i ro og mag, så du kun får de gode svampe med hjem. Der findes nemlig en del svampe, der ikke egner sig til menneskeføde, men det er heldigvis et fåtal, der er decideret giftige. 

 

Svampe-apps kan hjælpe

 

I stedet for bogen kan du også bruge din smartphone eller tablet. Der findes forskellige svampeguide-apps, der kan vide dig billeder og særlige kendetegn ved de enkelte svampe. Prøv f.eks. den norske ”Svampguiden” til android-telefoner med over 200 svampearter og mere end 600 billeder.

 

Blandt de farligste svampe er de tre fluesvampe, snehvid, grøn og rød fluesvamp. De kan alle kendes på deres hvide lameller, og så har de også ofte skæl på hatten og en hængende ring omkring stokken.

 

Du skal vide, hvad du har fat i, for du kan ikke regne med, at svampe er ufarlige, hvis dyr har spist af dem. Svampe kan godt være ufarlige for pindsvin og snegle men farlige for mennesker.

 

Svampeture med kyndig vejledning

 

Men selv med den bedste bog eller bedste guide på mobiltelefonen kan du stadig være usikker. Derfor er det godt, at flere foreninger arrangerer udflugter med svampekyndige i september. Foreningen til Svampekundskabens Fremme og lokalafdelinger af Danmarks Naturfredningsforening hører til blandt arrangørerne, og på hjemmesiden www.sjællandssvampe.dk kan du finde svampeture i det sjællandske, mens du på www.udinaturen.dk kan finde arrangementer over hele landet.

 

Endelig er det værd at huske, at et godt svampested er en velbevaret hemmelighed, der kan nedarves igennem generationer. Så det er ikke god opførsel at følge efter andre svampeplukkere for at se, hvor de går hen. Til gengæld kan du være heldig at finde dit eget private svampested, der kan give dig velsmagende kantareller, Karl Johan eller markchampignon hvert eneste efterår.

 

Kilder: Naturstyrelsen.dk, Svampekundskabens Fremme, Fødevarestyrelsen

Forrige artikelOpskrift på en sund overgang?

Næste artikelNaturli på Sund Livsstil i København