I 2007 blev den tidligere professionelle fodboldspiller Jes Høgh ramt af en blodprop i hjernen. Det kom som det berømte lyn fra en klar himmel. I dag, fem år senere, kan han leve næsten normalt.

 

Fodboldspilleren Jes Høgh var kendt som den elegante midtstopper med det gode overblik. Et intelligent og professionelt menneske, der loyalt passede sit arbejde og ikke lavede ulykker og skandaler uden for banen.

Hvis han var på forsiden af aviserne, var det fordi han havde spillet en god kamp i weekenden.

Lige indtil 12. januar 2007, da han pludselig og ud af det rene ingenting fik sit liv vendt fuldkommen op og ned. En blodprop i hjernen sendte den tidligere landsholdsspiller helt ud på livets yderste kant – og på forsiden af aviserne.

Fodboldkarrieren havde han allerede måtte indstille nogle år tidligere på grund af en skade. Det eventyr var sluttet i den engelske storklub Chelsea efter fire sæsoner i Tyrkiet hos en anden storklub – Fenerbahce – hvis ejer var en dansk-gift mangemillionær.

Den skæbnesvangre aften for fem år siden var Jes i København for at forberede sig til et job som ekspertkommentator på tv-kanalen Canal +. Han havde været ude og spise sammen med to af stationens andre kommentatorer. Ikke noget vildt. Lidt god mad og et par glas rødvin.

Da han er tilbage på hotellet, ringer han hjem til sin kone i Aalborg for at sige godnat. Sådan har det altid været. Bagefter lægger han sig til at sove. Og så indtræffer katastrofen. Hele højre side af kroppen begynder at summe. Pludselig kan han dårligt røre sig. Han forsøger at råbe om hjælp, men ordene kommer ikke ud. Han ved instinktivt, at noget er helt galt, men aner ikke hvad. Han famler med venstre hånd febrilsk i mørket efter sin telefon i et fortvivlet forsøg på at få tilkaldt hjælp.

Uvist af hvilken årsag ringer hans kone, Karina, pludselig til ham igen. I dag kan han ikke forklare hvorfor, for de havde jo talt sammen og sagt godnat. Lyden og lyset fra den ringende telefon gør det muligt for ham at finde den, og det lykkes at besvare opkaldet, men hans råb om hjælp kommer ikke ud af hans mund. Der kommer kun en rallen. Karina ved straks, at noget er helt galt, og får kontaktet hotellet og sendt bud efter en ambulance.

– Karina reddede mit liv, fordi hun ringede én gang til, siger Jes Høgh.

– Havde hun ikke gjort det, var jeg efter al sandsynlighed død i den hotelseng den aften.

Kostede ægteskabet

I efteråret medvirkede Jes Høgh i en bog om sit liv og sin kamp for at vende tilbage til en nogenlunde normal tilværelse efter blodproppen. ‘Comeback til livet’ hedder bogen, som er skrevet af journalisten Kurt Lassen. I bogen fortæller Jes Høgh ærligt og åbent om sygdommen og de alvorlige konsekvenser, den fik for ham og hans familie.

Lige så hudløst ærlig, han er i bogen, er han, når han i dag taler om sygdommen og sit nye liv.

Naturli mødte Jes Høgh en morgen i det tidlige spirende forår i hans hjem i Aalborg-bydelen Nørresundby. Han bor på 10. etage i et højhus ved Limfjordens bred med den mest fantastiske udsigt over byen og Limfjorden.

Han bor alene i lejligheden. For en af de konsekvenser, blodproppen fik for ham, var, at han blev skilt.

– Det er slet ikke så unormalt. 90 pct. af alle, der rammes af en blodprop i hjernen, ender med at blive skilt. Og det er der en årsag til. Vi er simpelthen umulige at være sammen med. Enten så ender man med at sidde som noget nær en grøntsag og stirre ud ad vinduet, eller også bliver man vred og bitter, eller også vælger man, som jeg gjorde, at tage kampen op og forsøge at vende tilbage til et normalt liv.

– Alle tre ting er for meget for de fleste forhold. Det er for hårdt at være en del af. Jeg kunne måske godt have været mere for min familie, min kone og vores to drenge, men så var jeg ikke kommet så langt med mit eget liv, som jeg er. Havde jeg ikke trænet så indædt, som jeg gjorde, havde jeg ikke kunnet gøre de ting, som jeg kan i dag. Så enkelt er det. I alle døgnets vågne timer var jeg i gang. Og så blev jeg træt. Og skulle sove.

– Jeg var i perioder dybt deprimeret. Til andre tider blot fokuseret på min genoptræning. Min fortid som professionel fodboldspiller kom mig til gavn. For jeg er vant til disciplinen omkring træning. I tre år lavede jeg ikke andet end at træne, spise og sove. Det forstår jeg godt, at Karina ikke kunne rumme. Jeg bærer ikke det mindste nag, og vi har det fint sammen i dag. Jeg ser drengene, alt det jeg vil. Og selvom det er en høj pris at betale, så har det været prisen værd, siger Jes Høgh.

Betalte selv for hjælp

Årene som professionel fodboldspiller i Tyrkiet og Chelsea forgyldte Jes Høgh økonomisk, og da den sindige nordjyde er en fornuftig mand i pengesager, har han sikret sig, at han har penge nok til resten af sit liv. Det er jo under alle omstændigheder altid meget rart, men for Jes Høgh skulle det vise sig at blive altafgørende.

Kort tid efter blodproppen kom Jes Høgh hjem fra hospitalet og begyndte genoptræningen. Han opdagede dog hurtigt, at det tilbud om genoptræning, det offentlige har til patienter med en blodprop, langt fra er fyldestgørende. Derfor har han selv betalt for at få mere hjælp.

– Jeg gik til genoptræning i Brønderslev og Aalborg i fire måneder, og det, de gjorde for mig, var udmærket, nej, det var bedre end udmærket, men det var bare ikke nok. I seks uger var jeg på et sted, der hedder Solsiden, hvor vi trænede to gange to timer om ugen. Jeg er sikker på, at det er rigtig godt, hvis man er 65 år og overvægtig. Men jeg var 40 og tidligere professionel fodboldspiller. Jeg var nødt til at træne mere, hvis jeg skulle have en chance for at få noget ud af resten af mit liv. Af egen lomme betalte jeg for behandling på Neuroklinikken i Aarhus. Det har kostet 130.000 kr., men det er de bedste penge, jeg nogensinde har givet ud.

Inden blodproppen spillede Jes Høgh også golf, og han var temmelig god til det. Han vidste, at de krav, golfsporten stiller til koncentration og kropskoordination, og den motion, man får af gåturen rundt på banen, ville kunne hjælpe ham i hans genoptræning. Så allerede tidligt tog han til golfbanen igen.

– Golfen har uden tvivl haft en meget gavnlig virkning. Og ikke mindst har jeg tilbragt mange gode timer på banen, hvor jeg også har kunnet få tankerne lidt på afstand, siger han.

En kamp mod systemet

I dag er det fem år siden, at lynet slog ned, og Jes Høgh er vendt tilbage til livet. Han kan de fleste ting i dagligdagen og føler stor taknemmelighed over at have fået sit liv tilbage. Han indrømmer også, at der stadig er både gode og dårlige dage. Der er de dage, hvor han næsten intet kan og kun ligger på sofaen og ser tv. Dage, hvor han har svært ved at tale, og hvor højre side af kroppen kræver ekstra tid om morgenen for at komme i gang. Af samme årsag er han helt afklaret med, at han aldrig mere kommer til at kunne passe et arbejde.

– Jeg er jo privilegeret, forstået på den måde, at jeg har råd til aldrig mere at skulle arbejde og stadig kan gøre alle de ting, der er godt for mig. Jeg rejser meget. Både korte ture op til et hotel ved Vestkysten sammen med mine to voksne døtre og mine to drenge, eller længere rejser til Thailand, hvor jeg var i vinter, da det var for koldt i Danmark. Jeg kan næsten alting. Jeg kan køre bil, lave mad, spille golf.

– Det er jeg alt sammen meget lykkelig over. Men jeg synes også, at det er trist for alle de andre, der på samme måde som jeg er blevet ramt af en blodprop, at det offentlige system yder så lidt hjælp, som det gør. Jeg kæmper stadig med Aalborg Kommune for at få en form for støtte, og det er en principiel kamp, fordi jeg jo lige netop godt kan undvære. Men hvis jeg havde været ‘Bent Poulsen’, og boet nede om hjørnet, havde jeg aldrig nogensinde klaret det. Så var jeg aldrig nået så langt, som jeg er i dag.

– Min søster er helt fantastisk, for det er hende, der hjælper mig med alt det med kommunen og har gjort det gennem alle årene. Jeg kan jo ikke gå op og tale min sag. Jeg taber nemt tråden, nogle gange kommer ordene aldrig ud af min mund. Man står der og hakker og stammer og er alt for nem at afvise. Uden min søster til at føre ordet og skrive til kommunen, havde jeg opgivet for længst. Og igen er der jo mange andre, som mig, der blot ikke har nogen, der kan hjælpe dem, siger Jes Høgh, som gerne ville bruge sit kendte ansigt til at gå ud og holde foredrag om, hvordan man kommer tilbage til livet efter en blodprop, men også erkender, at han ikke kan.

Vigtigt at få fortalt historien

– Jeg kan aldrig vide med sikkerhed, hvilke dage jeg har det godt og hvilke dage, jeg kun kan ligge og glo tv. Derfor vil jeg heller ikke forpligte mig til at holde et foredrag. Men jeg ved godt, at min historie kan hjælpe andre, så derfor synes jeg, at en bog om mit liv – den handler jo også rigtig meget om min opvækst og om livet som professionel sportsmand – er et rigtig godt bud på at fortælle min historie, så andre måske kan blive inspireret. Det samme gælder at stille op til interviews, siger Jes Høgh, som stadig genoptræner hver dag.

– I dag er det ikke længere så intenst. Jeg bliver nok ikke meget bedre, men jeg skal i hvert fald holde det ved lige, som er opbygget. Jeg cykler rigtig meget og går i fitnesscenter. Og så er der golfen, som betyder en hel del. Min finmotorik er stadig ikke så god. Jeg er ikke god til at skrive, for det er vanskeligt at styre en blyant. Men de fleste andre ting kan jeg. I det første halvandet år efter blodproppen var jeg ikke i stand til at bruge min højre arm overhovedet, så der er sket store fremskridt, siger han.

På næsten alle måder lever Jes Høgh i dag en normal tilværelse. Han har også haft kærester siden skilsmissen, men er single i dag. Han afviser ikke igen at få et forhold, men han tænker ikke på fremtiden.

– Jeg ser ikke frem i tiden. I stedet tager jeg en dag af gangen. Jeg er 45 år gammel og har forhåbentlig mange år foran mig, men mine drømme om livet har jeg fået opfyldt. Jeg har ikke noget til gode.