Nyheder

Pas på fødderne

18. september 2013

Fødderne er nok de kropsdele, der har mest grund til at føle sig oversete og dårligt behandlet. Vi har samlet en oversigt over de seks mest udbredte fodproblemer – og hvad du kan gøre for at undgå dem.

Vi er gode til at være gode ved os selv. Der bruges massevis af penge på fitness-medlemsskaber og træningstøj – og både kvinder og mænd køber plejende produkter til hud og hår. Men mange af os glemmer fødderne. De er der bare, og det forventes, at de kan bære os rundt en hel levetid uden anden luksus end rene sokker og måske et fodbad i ny og næ. Vi gemmer og glemmer fødderne – måske fordi vi ikke opfatter dem som særlig æstetiske at kigge på, eller fordi de jo bare er, som de er. Det er de færreste, der drømmer om at smide noget fedt på svangen eller få tæerne lidt mere tonede.

Det hengemte liv i beklumrede sko giver problemer, der faktisk er meget ens hos den overvægtige og den ivrige motionist. For høj vægtbelastning eller høj træningsbelastning slider lige meget på foden.

Ligtorne

Årsagen til ligtorne er som oftest skoene, der trykker for meget på et lille området, så døde hudceller presses sammen til en hård klump. Den bedste forebyggelse er sko, hvor du kan bevæge tæerne nogenlunde frit, og det er en god idé at have flere forskellige par sko at skifte imellem. Et ugentlig fodbad, hvor du filer forsigtigt på områder med hård hud, er også gavnligt.

 

 

Skæv storetå

Skæv storetå – også kendt som “hallux valgus” – er en tilstand, hvor storetåen vender ind mod tæerne, så foden bliver spids. Samtidig dannes en væskefyldt knyst på storetåens grundled. Der går som regel betændelse i knysten, hvilket er meget smertende.

Lidelsen kan være arvelig. Storetåen har to muskler, der henholdsvis trækker storetåen ind til de andre tæer og væk fra de andre tæer. Hos nogle mennesker har musklen, der skal trække storetåen væk fra de andre tæer, en tendens til at skrumpe, hvis den ikke bliver brugt. Den bliver ikke brugt, når foden er proppet ned i et par trange sko, så det kan være en god idé at smide skoene, når det er muligt, eller sove med en natskinne, der tvinger storetåen væk fra de andre tæer. Det sidste er dog kun nødvendigt, hvis du kan se, at du har tendens til skæv storetå.

 

 

Fodsved

Svedende fødder kan være et ganske stort problem, der også kan få sociale konsekvenser. Fodsved er tabubelagt, da det lugter fælt og forbindes med dårlig hygiejne. Men almindelig renlighed er ikke altid nok. Årsagen er som regel enten for tætte sko, for aktive svedkirtler forårsaget af en medfødt ubalance i kropstemperaturen – eller en kombination af begge dele.

Fodsved forebygges bedst ved at undgå sko i syntetiske materialer og have to par at skifte imellem, så det ene par hele tiden kan tørre helt ud. Du kan også anvende en fodspray og tynde, åndbare sokker i eksempelvis merinould. Brug åndbare indlæg i skoene, som kan udskiftes.

 

Senebetændelse i hælen

Betændelse i hælsenen skyldes som oftest overbelastning. Det kan være overbelastning som følge af overvægt eller overtræning. Nye sko, for lange gåture eller for meget hoppen rundt i fitnesscentret kan give overbelastningsskaden.

Så det gælder om at smide nogle kilo, hvis du er overvægtig, eller gå forsigtigt frem med din træning. Hvis du løber er det vigtigt, at du ikke øger den ugentlige træningsbelastning med meget mere end ti pct om ugen. Så hvis du er vant til at løbe 15 km på en uge, skal du ikke lige pludselig løbe 25. Så er det bedre at øge med et par km de første uger. Sørg også for at have løbesko, hvor hælkappen ikke klemmer senen.

Senebetændelse er også en naturlig følge af at skifte fra almindeligt løb til barfodsløb. Barfodsløb, hvor du løber på forfoden i tynde gummisko med begrænset sål, er blevet meget populært, men mange tror fejlagtigt, at de fra starten kan fortsætte deres sædvanlige løbeintensitet.

Hvis du har fået betændelse i senen, klares det som regel med hvile. Hvis du undlader at belaste hælen i en uges tid, går det som regel over af sig selv. Der kan suppleres med smertelindrende gel.

 

 

Tør og sprækket hælhud

Hvis du er overvægtig og generelt har tør hud, eller hvis du går meget i træsko uden sokker, er der risiko for tør og sprækket hud på hælen. Kuren er ganske enkel: Fodbade og fodcreme – gerne kombineret med et siliconeplaster på hælen.

 

 

Hælspore

Hvis dine fødder belastes forkert, kan du få det, man kalder hælspore. Betegnelsen er misvisende og stammer fra en tid, da røntgen var nyt. Her var der også mennesker, der havde lidelsen, og ved røntgen opdagede man, at de havde en kalkansamling på hælen, der kunne minde om en spore. De havde dog ikke fundet ud af, at denne ansamling er helt almindelig og ikke årsag til smerterne. Hælspore burde retteligt hedde “hælballe-betændelse”, for det er det, det er.

Det er især overvægtige og “weekend-atleter”, der får hælspore-symptomer. Men også mennesker med platfod eller hulfod rammes. Behandlingen er et indlæg, der aflaster trædepuden på hælen, så cellestrukturen kan gendannes. Det tager op mod tre til fem måneder med et sådant indlæg, før smerterne er helt væk.

Kilder: netdoktor.dk, expressen.se

Forrige artikelPusle Helmuth: Hvert barn – sin oplevelse

Næste artikelEt skud sol og sommer