Krop

Stress: Kender du din vagusnerve?

12. september 2016

Har du ofte nakkepine, dårlig fordøjelse, reflux eller hæshed? Og kan du ikke rigtig sætte en finger på, hvad denne stress i kroppen skal stamme fra? Så kan det være din vagusnerve, der er blevet irriteret.

Det kan betale sig at kende sin vagus-nerve. Det er en af de længste kranienerver, og den er involveret i rigtig mange kropslige funktioner. Den er faktisk med til at styre bl.a. fordøjelsen, hjertet og lungerne. Vagus-nerven tilhører en vigtig del af vores nervesystem, der sørger for, at kroppen er i stand til at spare energi op og regenerere.

Du mærker sikkert særligt vagus-nerven, når den er klemt, for så kan den ikke varetage sine opgaver i tilstrækkelig grad. Men først lidt om nervesystemet:

Det autonome nervesystem inddeles i det sympatiske og det parasympatiske nervesystem, som har modsatrettede effekter. F.eks. øger det sympatiske nervesystem hjertepulsen, mens det parasympatiske sænker pulsen.

Begge nervesystemer sender løbende impulser til og fra organerne, og effekten bestemmes af balancen mellem de to systemer.

Vagusnerven hører til det parasympatiske nervesystem. Nerven videresender sensoriske beskeder og informationer mellem hjernen og dele af kroppen, der spænder helt fra ører og hals til hjerte, lunger og tyktarm. Den er bl.a. med til at hæmme og berolige hjertets arbejde, ved at sænke pulsen og derved virke afslappende.

Når det parasympatiske nervesystem generelt er påvirket og irriteret, vil konsekvensen altid være en nedsat aktivitet. Det betyder, at både de stimulerende funktioner, som bl.a. sikrer god tarmfunktion og optagelse af næringsstoffer, samt de hæmmende funktioner, som kontrollerer bl.a. hjertet, begge fungerer dårligt.

Konsekvensen er, at det sympatiske nervesystem og dens funktioner forstærkes, og kroppen skubbes uhensigtsmæssigt imod en ”kamp og flugttilstand” med en øget mængde stresshormon, energiforbrug, højere puls og blodtryk etc. til følge. I relation til stress kan en ”klemt” vagusnerve derfor betyde, at stress kan få ”frit løb”.

Hvad kan ”klemme” vagusnerven

Der findes forskellige steder og forhold, som kan resultere i, at vagusnerven bliver klemt:

Nakken: Vagusnerven træder ud af et lille hul i bunden af kraniet for derefter at befinde sig mellem nakkeknoglen og øverste nakkehvirvel. Som følge af dårlig holdning, arbejdsstillinger og traumer som f.eks. hjernerystelser og piskesmæld, vil nakkemusklerne og ledbånd blive påvirket. Musklerne hæver og bliver overspændte. Ledbåndene mellem nakkehvirvlerne og nakkeknoglen påvirkes, så bevægelsen hæmmes. Her kan nerven “komme i klemme”.

Rygmarvshinderne: En anden måde vagusnerven kan blive klemt på, er via rygmarvshinderne, som løber hele vejen fra halebenet til nakkeknoglen. Her hæfter rygmarvshinderne på én af de små nakkemuskler mellem nakkeknoglen og øverste nakkehvirvel. Rygmarvshinderne irriteres ofte efter discus prolaps-operationer, rygmarvsvæske-prøver, epidural-blokader, lumbal annæstesi, meningitis og fald på halebenet. Nakkemusklen, som rygmarvshinderne hæfter på, bliver kronisk spændt og vil igen bidrage til en klemt vagusnerve.

Organer: Et tredje eksempel på en klemt vagusnerve kan nogle gange komme til udtryk efter et operativt indgreb i de organer, som vagusnerven er forbundet med (skjoldbruskkirtlen, hjertet, lungerne, tarmsystemet). Her kan arvæv skabe irritation, så de sensoriske nervefibre bliver kraftigt aktiveret. Dette kan over tid skabe irritation af selve vagusnerven – med nedsat parasympatisk nerveaktivitet som konsekvens.

Symptomer på en klemt vagusnerve

Da vagusnerven har så mange forbindelser med forskellige steder i kroppen, kan skade af eller sygdom i nerven resultere i symptomer i et eller flere organer. Eksempler kunne være:

  • Hjertebanken, da vagusnerven ikke kan regulere og hæmme tilstrækkeligt.
  • Hovedpine, som symptom på høj puls og for højt blodtryk.
  • Hæshed, da stemmelæberne styres af vagusnerven.
  • Refluks, da vagusnerven er med til at kontrollere mavesækkens syreniveau.
  • Tarmproblemer, da vagusnerven normalt stimulerer til tarmbevægelse og til god optagelse af næringsstoffer, vitaminer og mineraler.

Behandling af en klemt vagus nerve

Osteopatisk kan en klemt vagusnerve behandles. Behandlingen afhænger af, hvor årsagen til den klemte vagusnerve skal findes:

Nakken: En osteopatisk behandling af vagusnerven består af at ‘re-sette’ nervesystemet. Dette gøres bl.a. ved at fjerne irritation i og af vagusnerven. Som nævnt tidligere; ”Når vagusnerven eller det parasympatiske nervesystem generelt er påvirket/ irriteret, vil konsekvensen altid være en nedsat aktivitet”.

Derfor søger osteopaten at fremme aktiviteten gennem intensiv og stimulerende behandling af nakkemuskler, ledbånd og nakkens led. Dette gøres med:

1) Præcise strækteknikker på musklerne.

2) Mobilisering af ledbåndene samt

3) manipuleringsteknikker af nakkens led for at normalisere bevægelsen.

Rygmarvshinderne: Rygmarvshinderne behandles med stræk fra halebenet til nakkeknoglen, for at lette spændingen på nakkemusklerne. Selve åbningerne i kraniet, hvor vagusnerven træder ud, åbnes.

Kraniel osteopati er en behandlingstilgang, hvor man behandler de forskellige åbninger i kraniet, hvor nerver og blodårer træder ud.

Organer: Derudover behandles arvæv samt de organer, som ligger til grund for irritation af vagusnerven. Behandling af arvæv og organer udføres med bløde og præcise stræk med det formål at få arvævet og organet til at bevæge sig bedre i omgivelserne, og derved igen være i stand til at give den korrekte sensoriske stimuli.

 


Om forfatteren

  • Tommy Hedelund, 41 år.
  • Uddannet Fysioterapeut fra København år 2000.
  • Derefter 5-årig deltidsuddannelse til osteopat, færdig 2006.
  • Diplom i osteopati D.O. 2013.
  • Barral institut diplom BI. 2015.
  • Tommy Hedelund videreuddanner sig løbende bl.a. ved at deltage i to-fire internationale osteopatiske kurser om året.
  • Derudover arbejder han som undervisningsassistent indenfor to amerikanske undervisningsorganisationer (upledger.com og barralinstitute.com) og som underviser for fysioterapeuter og osteopatistuderende i Danmark.
  • Klinik for manuel behandling ApS, blev etableret i 2003 og ejes af Tommy Hedelund.

Klinikken finder du i:

Sundhedshus Århus

Park Allé 15 5 TV

8000 Århus C

På klinikken er der foruden Tommy Hedelund og klinikkens sekretær en uddannet osteopat og tre osteopatistuderende. Alle behandlere arbejder under supervision af Tommy for at sikre faglig sparring og fokus på udvikling.

 

Forrige artikelKlassisk surkål

Næste artikelDe oversete stress-syndere