Ny konserveringsmetode kan give gamle æbler udseende som nye. Æbler gasses med stoffet SmartFresh. I USA bruges metoden allerede på halvdelen af alle æbler.
En amerikanske metode med at gasse æbler er måske på vej i Danmark. Betegnelsen 'Frisk frugt' får en helt ny betydning i fremtiden, skriver morgenavisen 24timer. I Miljøstyrelsen ligger den første ansøgning om en dansk godkendelse af en ny konserveringsform, som gør det umuligt for forbrugerne at skelne mellem friskplukkede æbler og æbler, som blev høstet for et år siden.
Halvdelen af alle amerikanske æbler bliver i dag gasset med stoffet SmartFresh, så de kan holde sig friske i op til et år, og nu er turen kommet til danske æbler.
Som forbruger har man ikke krav på at få at vide, hvorvidt et æble er behandlet med den nye metode, og det mener Forbrugerrådet er forkert.
Rådet ønsker desuden en undersøgelse af, om indholdet af vitaminer er det samme i de gamle æbler. Direktøren for frugtavlernes sammenslutning, Lauritz Balle, håber, at vi herhjemme kan få forsøg i gang med den nye metode på danske æbler.
“I udlandet vinder SmartFresh frem med stormskridt. Og hvis vi herhjemme nægter at undersøge, hvad det er, så risikerer vi at sakke bagud,” siger han.
Kilde: 24timer og Berlingske Tidende.
Forrige artikelMigræne beskytter hukommelsen
Næste artikelHver 20. dreng fødes med let misdannet penis