Det rene drikkevand

Vand er ikke bare vand. Flere og flere sætter spørgsmålstegn ved kvaliteten af det vand, vi kan hente ud af hanen.

Vand er vigtigt. Vi drikker det. Vi bader i det. Vi kan falde til ro, når vi lytter til det. Når vi rejser på ferie, vælger vi ofte steder, hvor vi kan være tæt på det.

Den menneskelige organisme består af 70 pct. vand, så vand er en naturlig forudsætning for vores fysiske overlevelse. Vandet beskytter hver en fiber i vores krop. Vi bør mindst drikke et par liter om dagen. Men flere og flere er usikre på skjulte sundhedsrisici i vandværksvand, for man kan ikke nødvendigvis lugte eller se pesticider og andre urenheder.

Store forskelle på drikkevand

Drikkevandet smager ikke ens over hele Danmark. Der er generelt store geografiske forskelle på hårdheden i drikkevandet, hvor du nogle steder næsten føler kalken mellem tænderne; mens vandet andre steder er silkeblødt. På Sjælland og Sydfyn er vandet hårdere end i det vestlige Jylland. Vandet er blødest i Esbjerg og hårdest i Rudkøbing og København.

På rejser i det sydlige Europa har du måske stiftet bekendtskab med postevandets klorsmag. Det går ikke an at drikke det i store mængder, men den daglige morgentoilette med tandbørstning afslører som oftest smagen af svømmehal. Her i Danmark har vandforsyningen altid arbejdet ud fra et hovedprincip om, at drikkevand ikke må renses. Der har været givet dispensationer fra Miljøstyrelsen bl.a. til forsøg med søvand i København, men som udgangspunkt skal drikkevandet kunne pumpes op af grundvandsreservoiret og efter en iltning og filtrering sendes ud til forbrugerne. Konsekvensen af dette stålsatte princip er, at man de sidste ti år har måttet lukke næsten to drikkevandsboringer om ugen, fordi pesticidindholdet har overskredet grænseværdierne. Det er dyrt. Det kan koste op mod en halv million kroner at etablere en ny boring.

Drikkevandets grænseværdier

Der er pesticider i næsten halvdelen af alle drikkevandsprøver, men mængden befinder sig under de fastsatte grænseværdier. Derfor skulle det være ufarligt at drikke.

Men er det nu også det? Grænseværdierne er groft sagt fastsat efter et kvalificeret skøn. Det er på mange måder det muliges kunst: Man vurderer, hvor meget det er muligt at begrænse nedsivningen af sprøjtemidlet til grundvandet, når midlet bruges i så begrænset omfang, som muligt – men hvor den ønskede effekt samtidig opnås. Derefter risikovurderer man, om den nedsivede mængde er sundhedsskadelig. Grænseværdierne er altså ikke udtryk for en ren sundhedsvurdering; grænseværdierne kan stige, hvis nedsivningen er blevet større end antaget – naturligvis stadig med øje for den umiddelbare og målbare sundhedsrisiko.

Udgangspunktet for myndighederne er naturligvis, at man ikke vil have sprøjtegift i drikkevandet. Derfor fastsætter man grænseværdierne så lavt som overhovedet muligt.

Men man finder rester af flere og flere sprøjtegifte i grundvandet. Senest har man fundet forekomster af det populære ukrudtsmiddel Roundup, der bruges i mange villahaver. Det var ellers lovet, at netop Roundup aldrig nogensinde ville finde ned til grundvandet, fordi det angiveligt skulle optages og nedbrydes i planternes rodsystemer. Alligevel har Roundup nu lukket flere drikkevandsboringer.

Skønt vandværkerne som udgangspunkt ikke må rense, laver de stikprøvekontroller af vandkvaliteten. Miljøminister Karen Ellemann har bedt dem om fremover at tjekke vandet for 32 forskellige stoffer. Før var denne liste på 23 stoffer. Man kan med en vis ret spørge, hvordan den liste lige netop er havnet på 32 emner? Der findes tusinder af potentielle stoffer, så hvorfor ikke 50? Og hvad med de ni nye stoffer? Udgjorde de ikke en fare før?

Samtidig har Rigsrevisionen påbegyndt en undersøgelse, der skal afsløre, om staten beskytter grundvandet tilstrækkeligt. Undersøgelsen er sat i værk i lyset af de mange nye pesticidfund.

Der er skarp kontrol og krav til fødevarer, vi måske kun indtager små mængder af om året. Man vil f.eks. aldrig acceptere pesticidrester i en økologisk olivenolie. Men vand, som vi drikker litervis af dagligt, er ikke genstand for den samme ufravigelighed.

Rens drikkevandet

Det kan i det lys ikke undre, at der er salg i vandrensningsanlæg til privaten. Ræsonnementet er enkelt: Du kan jo lige så godt lade tvivlen komme dig selv til gode.

Der er mange forskellige måder at rense sit drikkevand på: Du kan nøjes med en vandkande med filterfunktion til et par hundrede kroner, eller du kan investere i et filteranlæg med omvendt osmose til mange tusinde kroner. Men er det en god idé?

Hos DANVA, der er en interesseorganisation for blandt andre vandforsyningerne, er man i tvivl om værdien.

– Det er ikke nødvendigt at rense vandværksvand. Jeg tror snarere, at forbrugerne løber andre risici, fordi nogle af rensningsmetoderne rummer risiko for forurening af vandet, siger projektchef Charlotte Frambøl fra DANVA.

Hun peger på, at de meget anvendte kulfiltre kan være bakteriebomber, hvis de ikke skiftes ofte nok.

Den problematik kan Søren Fokdal, der er indehaver af firmaet ”Det Rene Vand”, godt genkende.

– Det går ikke at tage på ferie i fjorten dage og bruge det samme filter, når man kommer hjem. Så må man skifte filteret, siger Søren Fokdal.

Drikkevand som fødevare

Søren Fokdal startede sit firma i 2004, hvor han havde læst en rapport fra miljøorganisationen NOAH, der blandt andet kundgjorde, at postevand rummer mange tusinde forskellige stoffer. De fleste stoffer er uskadelige, men ifølge NOAH er der for lidt viden om visse stoffers virkning. Den problematik gav Søren Fokdal ideen til at handle med vandrensningsanlæg.

– I begyndelsen handlede vi mest med alternative behandlere, der havde været i udlandet og havde opdaget de gode egenskaber, vand kan have, men i de senere år er kundekredsen vokset, forklarer Søren Fokdal.

Han har åbnet et showroom på Frederiksberg, hvor interesserede kan smage og se forskellen på almindelig vandværksvand og renset vandværksvand. Men ud over rensningsmetoder med omvendt osmose og aktivt kul har firmaet også specialiseret sig i den såkaldte Grander-metode, hvor vandet blot vitaliseres til at blive renere og blødere.

Søren Fokdal undrer sig over, at privat vandrensning ikke er endnu mere udbredt.

– Man bør jo se på drikkevand som en fødevare. Prøv at grave et vandrør op af jorden, skær det igennem og se belægningerne. Så kan du jo vurdere, om du har lyst til at pumpe juice eller mayonnaise igennem sådanne rør, smiler Søren Fokdal.

Vandrensning med omvendt osmose

Omvendt osmose er kort fortalt en teknik, hvor vandet under tryk diffunderer gennem en membran, som er så finmasket, at molekyler større end vandmolekylet H2O ikke kan passere. Det betyder, at vandet bliver renset for stort set alt. Derfor bør man også tilsætte vandet mineraler, hvis ikke anlægget er en type, der selv gør det.

Granders vandvitalisering

Grundtanken bag Grander-metoden er, at vand er en levende organisme, som kan revitalisere og rense sig selv under de rette forhold.

Den østrigske naturforsker Johann Grander opdagede ved et tilfælde i 1980’erne, at vand kan påvirke andet vand uden at være i direkte kontakt med det. Østrigeren udviklede en teknologi, hvor det såkaldte ”informationsvand” i lukkede beholdere kunne revitalisere andet vand, der passerede de lukkede kredsløb.

Det lyder måske som hokus-pokus, men der er flere meget tankevækkende resultater at finde, når man afsøger internettet. Bl.a. har Grander en del tilhængere på solskinsøen Bornholm, hvor teknologien f.eks. har kunnet reducere klorbehovet og begrænse olieforbruget i et vandland. Vandet holder bedre på varmen, og bakterieudviklingen er også på et lavere niveau.

Grander bruges både i private hjem og i industrien. Flere store virksomheder i det sydjyske har f.eks. fået etableret et Grander-system.

Aktivt kul

Brugen af kul til vandrensning er et meget gammelt fænomen. De gamle egyptere menes at have brugt kul til at fjerne lugtgener og dårlig smag fra drikkevandet.

Ideen bag kullet er enkel; kullets porøse overflade sætter gang i den naturlige absorption, når overfladens tusinder små huller binder metaller, dårlig lugt, pesticider m.v.

Men man skal huske at skifte kulfiltre jævnligt. De mange huller i kullet kan også hurtigt blive hjemsted for bakteriekolonier.

Man kan købe kander med kulfilter til et par hundrede kroner. Mærket Brita er det mest udbredte. Man kan også købe pinde af aktivt kul, som man kan bruge i sin vandkaraffel. Det ser tilmed flot ud.

Te-testen: To glas har trukket lige længe med den samme te. De er nedkølet til den samme temperatur. Indholdet i det ene glas er plumret, mens det i det andet er klart og appetitligt. Der er brugt det samme, almindelige vandværksvand til begge glas – men det klare tevand i det højre glas har forinden været igennem et kulfilter, som man bl.a. finder i en Brita-vandkande.

Brita-vandkande til husholdningen. Kanden fås typisk fra omkring 120 kroner inklusiv to kulfiltre. Filtrene skal skiftes omtrent hver fjerde uge. Kanden passer i køleskabsdøren. Brita laver også kulfiltre til direkte montering på vandhanen, hvor man kan vælge filtreringen fra, når det ikke er drikkevand, man ønsker. Disse filtre kan typisk filtrere 1200 liter vand og skal skiftes ca. hver tredje måned.

Cristall er et eksempel på et renseanlæg med omvendt osmose. Det filtrerer omkring 95 pct. af al forurening væk. Så hvis der sker uheld på vandværket eller i ledningsnettet, er man så godt som sikret. Et komplet anlæg koster ca. 9.000,- og passer sig selv. Det er computerstyret og skal kun efterses to gange årligt. Et eftersyn koster typisk 850 kroner.