Forskere verden over undersøger menneskets bedste vens ekstraordinære lugtesans. De håber på at kunne påvise hundens evne til at forudsige sygdomme tidligere, end konventionelle tests kan.
Du kender sikkert førerhunde, som er trofaste hjælpere for de blinde. Men vidste du, at hundene også kan forudsige bestemte sygdomme ved hjælp af deres højtudviklede sanser?
I de seneste tyve år har man med større og større seriøsitet forsket i, om hunde kan redde menneskeliv ved at advare om kræft i tidlige stadier. Adskillige kræftpatienters beretninger har fået læger til at tro på hundenes evner.
Blandt andet fortællingen om en 44-årig engelsk kvinde, der går til sin læge, fordi hendes lille hund bliver ved at slikke på og bide i et modermærke på hendes ene lår. Kvinden henvises til College Hospital i London, hvor lægerne kan konstatere ondartet hudkræft i modermærket.
Træning af hunde til at finde cancer er i dag i fuld gang, og i nogle forsøg ligger hundenes succesrate på mellem 75-100 procent. Især bryst- og prostatakræft er hundene gode til at afsløre i selv meget tidlige stadier med ganske få syge celler.
En gruppe forskere har for nyligt fremlagt bevis for, at hunde kunne snuse sig frem til malariasmittede ved at lugte til deres sokker.
Patienter med malaria udskiller en bestemt lugt gennem huden, og hundene i studiet blev trænet til at markere, når de bemærkede denne særlige lugt. De blev efterfølgende præsenteret for strømper fra børn med og uden malaria, og formåede at lugte sig frem til 70 procent af børnene med malaria.
Derudover kunne hundene lugte sig frem til sygdommen, i tilfælde hvor infektionen var så mild, at de nuværende standardtests ikke kunne registrere den.
Studiet er et samarbejde mellem London School of Hygiene and Tropical Medicin og velgørenhedsorganisationen Medical Detection Dogs.
Hunde bruges allerede af diabetikere til at opdage, når deres blodsukker er farligt højt eller lavt.
Forskere fra University of Cambridge har fundet ud af, at et bestemt kemikalie i vores ånde muligvis ændrer sig, når vores blodsukker er lavt.
Hunde kan trænes op til at opdage denne forandring. En velgørenhedsorganisation kaldet Hypo Hounds træner hunde i at lugte ændringer i deres ejers ånde eller sved. Kæledyrene kan derfor registrere et problem tidligere end en glukosemonitor.
Forskere ved Manchester University forsøger at uddanne hunde til at opdage Parkinsons sygdom år før, symptomer opdages af mennesker. Forskningen er inspireret af Joy Milne, der med sin “super-lugtesans” opdagede en ændring i sin mands lugt, seks år før han blev diagnosticeret.
Duften var svær at sætte ord på, men Joy Milne beskriver den som moskusagtig. Hun deltog efterfølgende i et forsøg, hvor seks personer med Parkinson, og seks uden havde en T-shirt på i et døgn – Joy Milne fik derefter til opgave at snuse sig frem til de syges T-shirts. Hun gættede rigtigt i 12 ud af 12 tilfælde, og lægerne var imponeret.
På baggrund af resultaterne mener lægerne nu, at ændringer i huden udskiller en særlig duft forbundet med Parkinson. De håber, at der kan udvikles nye tests, der kan opsnappe sygdommen meget lettere og tidligere – blandt andet ved hjælp af hundes lugtesans.
Forrige artikelNy kampagne skal mindske engelske børns sukkerindtag
Næste artikelVælg vitaminer med omhu