Det er nærliggende at tro, at vi lever sundest om sommeren. Men dansk forskning viser, at vores spisevaner om vinteren formentlig har større, positiv effekt på vores helbred.
Du tror sikkert, at dit helbred er bedst om sommeren, hvor solen skinner, du får masser af D-vitamin, og dagene er lange.
Dagslyset har betydning for vores sult
Et nyt studie fra Københavns Universitet viser imidlertid, at vores spisevaner om vinteren ser ud til at have en større positiv effekt på vores helbred end vores spisevaner om sommeren – i hvert fald hvis man er en mus. Forskerne har undersøgt mus’ stofskifte og vægt, når de er udsat for henholdsvis ”vinterlys” og ”sommerlys”.
Læs også: Kom over din efterårsblues
– Vores forskning viser, at stofskiftet hos dyr, som ellers ikke påvirkes af årstiderne, varierer i forhold til mængden af dagslys. Det påvirkede deres kropsvægt, fedtprocent og mængden af fedt i leveren. Det gjaldt især mus, der var udsat for den mængde dagslys, vi har om vinteren. Deres vægtøgning og adipositas (svær overvægt, red.) var reduceret. Samtidig spiste de mere regelmæssigt i løbet af døgnet, og det havde en positiv effekt på deres helbred, forklarer postdoc Lewin Small fra Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet.
Studiet er det første af sin slags, der undersøger, hvordan mængden af dagslys påvirker helbredet hos mus. Mus er gode forsøgsdyr i den forbindelse, fordi de yngler hele året – og dermed ikke er så påvirket af årstiderne. Dyr, som kun yngler en bestemt del af året, øger deres vægt lige før avlssæsonen for at opbygge ekstra energidepoter.
“Vores forskning viser, at stofskiftet hos dyr, som ellers ikke påvirkes af årstiderne, varierer i forhold til mængden af dagslys”
Mængden af lys påvirker stofskiftet
Den erkendelse, at forskellige dele af verden får meget forskellige mængder af dagslys, inspirerede forskerne til det nye studie.
– Vi har undersøgt, hvordan dagslys påvirker forskellige forhold med relation til stofskiftet, herunder motion, fedme og diabetes. De fleste andre studier, der har undersøgt sammenhængen mellem dagslys og stofskifte, er gået ud fra, at mængden af dagslys er konstant hele året rundt, siger Lewin Small.
Læs også: Kan organer virkelig klokken?
Eftersom studiet er udført på mus, kan forskerne ikke konkludere, at det samme gælder for mennesker.
– Der er tale om det, vi kalder proof of principle. Påvirker mængden af dagslys stofskiftet? Ja, det gør det. Fremtidige studier vil måske vise, at øget anvendelse af kunstig belysning om natten eller dagslys hele året rundt er godt for vores metaboliske helbred, siger professor Juleen Zierath fra Novo Nordisk Center for Basic Metabolism Research, som er sidsteforfatter til studiet.
Vinterforkælelse er ikke med i forskningen
Den nye viden understøtter forskernes forståelse af, hvordan vores spisemønstre påvirkes af lyset og årstiden, hvilket måske kan forklare, hvorfor nogle mennesker tager mere på end andre, og om vores vægt generelt øges på bestemte årstider. Lysforskellen mellem sommer og vinter påvirker muligvis vores spisevaner, og hvornår på dagen vi føler os sultne.
Hvis resultaterne på mus skal kunne føres direkte over på mennesker, er der dog nogle spisevaner i vinterhalvåret, der skal italesættes. Det er måske mest, når det er mørkt og koldt, at vi føler behov for at forkæle os selv med varm kage, varm kakao og den slags. Det kan også aflæses på badevægten, selvom det som bekendt ikke er december, der gør os tykke: Det er årets øvrige 11 måneder.
Kilde: sund.ku.dk
Forrige artikel7 gode grunde til at løbe (langsomt)
Næste artikel“Du kan ikke være tough hele tiden”