Ahhh, sommer, sol og varme! Men lige så meget du nyder at mærke varmen helt ind i knoglerne, lige så meget nyder din hud og dit hår at få en pause, med chancen for at få “noget at drikke”, at få fugten tilbage og genoprette balancen. Vi har set på, hvordan du fylder fugt på efter sommeren.
Endnu engang, lad os starte med at holde tungen lige i munden:
Fibroblasterne er den “fabrik” i huden, der producerer kollagen og elastin. Kollagen udgør langt størstedelen af vores bindevæv (kroppens støttevæv), elastin er med til at holde sammen på kollagen. De to proteinrige fibre er tilsammen ansvarlige for hudens spændstighed og elasticitet. Det vil vi gerne have mere af, spændstighed og elasticitet, men naturen vil os det anderledes. Med alderen arbejder fibroblasterne langsommere og langsommere, og vores rynker bliver tydeligere og tydeligere. Faktisk siger onde tunger, at kollagenproduktionen falder med 1 pct. årligt, efter at du er fyldt 21! Av!
Så kollagen er vigtig, men huden kan ikke klare sig uden fugt. Den største udfordring for huden er ikke at få fugt, men at holde på fugten. Dertil har den brug for en intakt beskyttelsesbarriere på overfladen. For meget sol, for meget forurening, kemikalier, rygning og for få essentielle fedtsyrer er alle sammen forhold, der påvirker balancen i hudens overflade. Hvis balancen ikke er optimal, bliver huden tør, ru og ufleksibel. Altså noget, der virkelig er til at tage og føle på, helt bogstaveligt.
Når din hud udsættes for sol, angribes den af frie radikaler, der nedbryder kollagen. Samtidig mindskes hudens indhold af NMF (Natural Moisturizing Factor). NMF holder på fugten og beskytter huden, men nedbrydes hurtigt. Når huden mangler NMF, er den ru og tør med fine linjer.
Hjælpen er heldigvis ikke så langt væk, men det kræver selvfølgelig en indsats.
Når det gælder hudpleje: Exfolier din hud. Skrubbekorn, enzymer, frugtsyre. Alt sammen ingredienser, der er med til at befri huden for døde hudceller, øge cellefornyelsen (og dermed kollagenproduktionen og fugtindholdet i huden). Følg efter med en god fugtmaske, fugtserum, nærende olie og creme. Gå efter ingredienser som retinoid (naturlig a-vitamin), vegetabilsk plankton, peptider, glykolsyre og C-vitamin.
Spild ikke pengene på hudplejeprodukter med kollagen. Selv om de kan være med til at give fugt, øger de ikke kollagenproduktionen på nogen måde, de er simpelthen for store i molekylevægten til at nå dybt nok ned i huden. Fugten kan øges bedre og billigere med hyaluronsyre.
Antioxidanter: et must! Fugten i huden gør kun gavn (og når derhen, hvor den skal), hvis kollagensystemet er sundt og velfungerende. Det hjælper antioxidanterne dig med, fordi de beskytter mod nedbrydning af de kollagene fibre og de kollagenproducerende celler (fibroblasterne). Tag dem som kosttilskud, eller brug hudplejeprodukter spækket med antioxidanter. Brug dem om natten, så antioxidanterne kan arbejde uforstyrret (uden UV-strålingens påvirkning), virke dybere og reparere cellebeskadigelsen, der skyldes dagens UV-stråling.
Væske: husk at drikke rigeligt og den rigtige slags, allerhelst stuetempereret postevand. Det støtter din fugtbalance i kroppen, og dermed også i huden.
Essentielle fedtsyrer: igen et must! Indtag rigeligt med vegetabilske olier (MK Olien er min favorit), og vær sikker på at bruge produkter med planteolier, IKKE mineralske olier.
Ergo, er din top tre redningsplan, efter en sommer med for meget sol, for lidt væske og et bombardement af frie radikaler:
• Exfolier
• Fugt og fedt (indvortes og udvortes)
• Antioxidanter (indvortes og udvortes).
Og som altid: overvej, hvad du udsætter dig selv for. Husk, at hvad der er godt for dit generelle helbred, er også godt for din hud!