Nyheder

Rødvin er knap så sundt

13. maj 2014

Rødvin kan være god for livskvaliteten, men det er tilsyneladende ikke så godt for hjertet som hidtil antaget.

Det er stoffet resveratrol, som findes i blandt andet rødvin, mørk chokolade og bær, der er afsløret som mindre gavnligt for hjertesundheden end hidtil antaget.

Resveratrol mod kolesterolbomberne

Resveratrol kom i søgelyset, da man i sin tid skulle finde en forklaring på den lave forekomst af hjertesygdomme i det kalorie- og kolesterolelskende Frankrig. Hvordan kunne det lade sig gøre at spise bearnaise til pommes frites, ostefondue og crème brûlée uden at få en blodprop?

Svaret var dengang, at det måtte være franskmændenes moderate forbrug af rødvin, der havde en betydning. Forskernes teori blev siden underbygget af en række studier, og man fandt ud af, at det måtte være stoffet resveratrol, der skulle have æren.

Testpersoner døde uafhængig af resveratrol

Det er disse studier, amerikanske forskere nu betvivler. De amerikanske forskere fra John Hopkins University School of Medicine i Baltimore har foretaget undersøgelser blandt 783 ældre mennesker i italienske Toscana. Undersøgelserne foregik i en periode på ni år, hvor forskerne havde detaljeret adgang til testpersonernes madvaner. I løbet af de ni år døde 268 af testpersonerne, 174 fik konstateret hjertesygdomme, og 34 fik kræft.

Men der var ingen sammenhæng mellem resveratrolmængderne i testpersonernes urin, deres spise- eller drikkevaner og sygdomstilfælde og død.

– Historien om resveratrol har vist sig bare at være et til eksempel på, at en fødevare bliver ‘hypet’ helt vildt for sine sunde egenskaber, og så viser sig ikke at kunne stå distancen, siger professor Richard Sempa fra John Hopkins University School of Medicine til BBC.

Drik endelig rødvin

Undersøgelsen har dog ikke forholdt sig til de gavnlige effekter af en moderat mængde alkohol hos især ældre mennesker. Et glas rødvin eller en lille skarp om aftenen kan være godt for hjertesundheden, når man er oppe i alderen, og det ændrer undersøgelsens konklusion ikke stort på. Desuden har resveratrol en række andre sundhedsfremmende egenskaber. Det er stadig en ganske virksom antioxidant.

Man skal heller ikke forklejne den afstressende og afslappende effekt, et godt glas rødvin kan have. Det samme gælder for et godt stykke chokolade til kaffen.

Så med eller uden resveratrol er der stadig god grund til at nyde såvel mørk chokolade som rødvin.

Kilde: jp.dk

Forrige artikelSolcreme ødelægger fertilitet

Næste artikelFlow i sexlivet?