Nyheder

Sådan bliver haven ferieklar

5. juli 2016

Når haven er smukkest, rejser de fleste på sommerferie og lader den passe sig selv. Hvis det har regnet er blomsterne enten druknet eller haven er groet til, mens 30 grader sol, har svedet planterne af. Derfor kan det være en fordel at forberede haven, til når den skal være alene hjemme i sommerferien.

 Kom ukrudtet til livs

Sørg for at luge alle bed for ukrudt, så de ikke stjæler vand, fra dine planter. Det er især vigtigt at fjerne ukrudt, der er i blomst, så frøene ikke spredes.

 

Klip blomsterne ned

Udsprungne roser, stauder og etårige blomster bør klippes ned. Det nedsætter forbruget af vand, så planterne holder bedre, og så kommer de med nye friske skud. Også krydderurter har godt af at blive klippet ned, inden du rejser. Når du kommer hjem igen, har de kvitteret med lækre friske skud, der smager af mere.

 

Vanddepot til bed og potter

Aftenen før afrejse, bør du give bed og drivhus en god grundvanding. For at holde på fugten, og undgå at vandet hurtigt fordamper væk igen, kan jorden dækkes med træ-, kakao- eller barkflis i et lag på fem centimeter. Dermed undgår du også voldsom vækst af ukrudt. Du kan også lægge hækkeafklip rundt om planterne. Det hindrer, at vandet i jorden fordamper.
I potterne kan du bruge selvvandere. Du kan selv lave dem ved at stikke en vandflakse med vand i jorden med åbningen nedad.

 

Giv vandet bedre adgang til rødderne

For at regnvandet nemmere trænger ned til rødderne, kan du løsne jorden omkring blomsterne forsigtigt. Det får også jorden til at holde bedre på fugten.

 

Lad naboen høste køkkenhaven

I juli måned er nogle afgrøder plukkemodne, og de vil være kedelige, når du kommer hjem fra ferie igen. Lad derfor naboen høste de friske grøntsager. Så vil han måske vande dine bede til gengæld.

 

Stil potteplanterne i skygge

Potteplanterne har godt af at blive samlet på et skyggefuldt sted f.eks. på husets nordside. Det mindsker fordampningen fra jorden. Det er en god idé at sætte dem i læ, så de ikke vælter omkuld, hvis det blæser.

 

Hold jorden dækket med planter

Du kan allerede forberede dig året før ved at plante et bunddække, der mindsker forekomsten af ukrudt og hindrer, at jorden bliver udtørret ved for kraftig sol. Det kan dog ikke nås lige inden du rejser. Nye planter har for lille en rod, og de er derfor ikke egnet til at være alene hjemme. Hvis du i stedet planter et solidt bunddække, så snart du kommer hjem fra ferien, vil det være en god investering til de kommende års ferier, hvor haven skal være alene hjemme.

 

 

Kilder: Bolius.dk

 

Forrige artikelHver femte får angst efter hjertestop

Næste artikelGlutenfri bananpandekager med bær