Sundhedsstyrelsen tjekker de unge, danske mænds sædkvalitet hvert år. Siden 1996 har forplantningsevnen været stabil.
De, der troede, at vi om få årtier skulle lade alle fostre undfange i reagensglas, kan ånde lettet op. I hvert fald ser det ikke så slemt ud med danske mænds sædkvalitet.
Siden 1996 har Sundhedsstyrelsen lavet stikprøver blandt sessionsindkaldte for at afklare, hvor slemt det stod til. Tallene har været stabile i hele perioden.
Det bliver altså ikke værre og værre, som det tit udlægges i nyhedsstrømmen. Ifølge Sundhedsstyrelsen skyldes mediernes dommedagsversion af virkeligheden, at de ukritisk videreformidler eksperternes hypoteser.
Sundhedsstyrelsen advarer dog også mod at konkludere, at alt er i den skønneste orden. Det er stadig uafklaret, om danske mænds sædkvalitet var bedre, før statistikken blev påbegyndt i 1996. Det mener nogle forskere, er tilfældet. Tilsvarende ved vi stadig meget lidt om betydningen af hormonforstyrrende stoffer i det omgivende miljø. Sundhedsstyrelsen mener, at man fortsat skal følge området meget nøje.
Et andet beslægtet område, Sundhedsstyrelsen følger nøje, er pigernes pubertetsstart. Flere undersøgelser tyder på, at brystudviklingen begynder tidligere i dag, end den gjorde for femten år siden. Mange forskere peger på kemien i det ydre miljø og de hormonlignende stoffer, såsom phthalater (blødgører i plastic), dioxiner (restprodukt ved afbrænding)og nonylphenoler (findes i kosmetik, men er ved at blive forbudt) som årsagen til den tidligere pubertet. Men Sundhedsstyrelsen ønsker at brede forskningen mere ud, så man også undersøger, om den tidligere pubertet kan være et biologisk svar på de voksende samfundsmæssige krav til de unge om at gøre sig klar til et produktivt voksenliv.
Kilde: sundhedsstyrelsen.dk