Mange danske børnefamilier har taget halloween-traditionen til sig og laver dekorative græskarhoveder til fortrapper, altaner og terrasser. Men der er andre gode grunde til at købe græskar i denne tid.
Det er blevet en ret udbredt foreteelse i efteråret, at børnefamilier køber græskar og udskærer hoveder, der kan være lys i. De skæve, lysende græskarhoveder spreder lidt sjov og hygge i den mørke tid.
Men græskar kan bruges til andet end dekoration, og børnefamilierne går glip af god ernæringsværdi, hvis de smider indholdet af den orange knold ud, når der skal skæres ud til smil, tænder og øjne.
Græskar er nemlig god slankekost. Det indeholder blot 18 kcal og 4,2 g kulhydrater pr. 100 gram, så det sikrer også et stabilt blodsukker. Derudover får du en god portion folat, C-vitamin og kalium, når du spiser græskar.
Det mest udbredte græskar i denne tid er det almindelige, store orange, der egner sig godt til græskarmænd og –koner. Kødet herfra er lidt kedeligt og neutralt i smagen, men det egner sig fint til syltning eller som indhold i boller og andet bagværk.
Her er det mindre Hokkaido-græskar noget mere interessant. Du kan f.eks. bruge kødet i tern på panden sammen med rodfrugter, blande det i en råkostsalat eller bruge det i varme retter. Hokkaido-suppe er en varm og nærende ret i den kolde tid, og græskarrets sødme kan skjule de bitre smagsnuancer i andre rodfrugter. Derved kan du lave en regulær vitaminbombe af rodfrugter og hokkaido, der stadig er blød og sødmefuld i smagen. Du kan give den lidt kant med æbleeddike og chili og servere den med creme fraiche, purløg og ristet bacon. Supersundt og utrolig enkelt. Græskarkødet skal blot koge i 45 minutter.
Butternut-squash er også en græskartype, der er blevet almindelig i dagligvarehandelen. Den er gulbrun og glat i overfladen og har en mere nøddeagtig smag end hokkaidoen. Græskarkødet kan anvendes på samme måde som hokkaidoens, men butternut-squashens form giver nogle andre tilberedningsmuligheder. Den aflange form gør den egnet til at farsere: Bland græskarkødet med hakket kød, æg, rasp og krydderier og gratiner det hele med en god ost i græskarskallen.
Spaghetti-squash er knap så udbredt, men hvis du støder på den, har du mulighed for at lave en sundere Spaghetti Bolognese. Kødet trevler nemlig som spaghetti, når det bliver kogt, og kan efterfølgende blandes med en god kødsovs.
Kilde: iform.dk
Forrige artikelMette Vibe Utzon: “Jeg var rystet over kemi i kroppen”
Næste artikelFire fordele ved gurkemeje