Mad

Kødfri? Helt eller delvist …

19. juni 2015

Kød eller ej? Uanset om du er til blodige bøffer eller flygter ved synet af mad med den mindste animalske tilknytning, så er der visse fakta, der ikke længere kan bestrides: Miljøet og sundheden vil kun have glæde af flere, der gik kødfri eller indførte kødfrie dage.

Måske har du allerede valgt kødet fra og er blevet vegetar, veganer, flexitar eller raw-food’er – måske er du, som danskerne er flest: kødspisende i mere eller mindre grad. Alligevel kan der godt spire et lille håb om at blive bedre til det med det grønne, til kødfrie dage, velsmagende vegetariske retter, rå salater og frugtbaserede lækkerier.

Og denne hang til at skære ned på kødet, men måske ikke gå hele vejen, deles af mange – både kendte og helt almindelige danskere, hvilket bogen Go Green rigtig fint illustrerer. Bibi Stella Kirkegaard og Gitte Carolina Yde har lavet en samtale- og opskriftsbog, der landede lige som emnet om kødfrie dage blev allermest hot igen. FN erklærede i en rapport, at hvis vi bliver veganere, vil vi løse en stor del af Verdens store problemer: Sult, brændstofmangel og de værste klimaforandringer. Simpelthen fordi produktionen af kød og animalske produkter er så meget mere ressourcekrævende end produktionen af grønt.

Helt præcist, hvor stor forskel, der er på animalsk mad og grøn mad kan du blive meget klogere på i Go Green. Men du kan også snuse til forskellige varianter af at leve grønnere, f.eks. hvad en vegetar, veganer, flexitar og en raw-food’er egentlig betyder. De mere eller mindre hårde facts krydres i bogen med mere og mindre kendte danskere, der har truffet et bevidst valg om at leve helt eller delvist kødfri.

Ingen grund til at overdrive

Der kan være mange grunde til at vælge kød fra, og det behøver ikke være af dyrehensyn, at man primært træffer valget:

– Jeg prøver på ingen måde at overtale alle til at blive vegetarer, jeg må bare konstatere, at jeg både havde det bedre og præsterede bedre, jo mere plantebaseret jeg spiste, fortæller Chris MacDonald i Go Green om at blive flexitar.

En anden af interviewpersonerne overrasker ved at vælge kød fra på sin egen menu. Nemlig verdens bedste kok i 2011, som vinder af Bocouse D’or konkurrencen, Rasmus Kofoed, der også er flexitar.

– En smuk del af det ved at være kok, er også at fornemme, hvad råvarerne gør ved dig fysisk. Jeg har egentlig ikke noget imod at spise kød, hvis det er fra dyr, der har haft det godt og er vokset op i de rette omgivelser f.eks. vildt, som man skyder. Men stadig vigtigt, at det ikke er hver dag, for der er ingen grund til at overdrive – hverken fra et sundhedsmæssigt eller miljømæssigt synspunkt.

Ingen dyr skal dø

Du kan også møde den helt klassiske dyreelsker, der simpelthen er blevet vegetar, fordi tanken om at spise dyr blev for hårdt:

– Det er alt for meget sødsuppe for de fleste, men jeg har ikke lyst til at noget skal dø, for at jeg kan spise, når det nu nemt kan lade sig gøre uden. Jeg har faktisk ikke den fjerneste lyst til at spise kød nogensinde igen, fortæller sangerinden Sys Bjerre, der blev vegetar i 2010.

Ole Henriksen, Mickey Gjerris, Kristian Hornsleth, Mads Bo, Selina Juul og Bjørn Lomborg bidrager også til Go Green, og læseren får deres skønneste, sprødeste og saftigste kødfrie retter serveret i opskriftsform. Vi har fået lov at bringe et lille udvalg – god grøn appetit!

 

Superstjerne (Chris MacDonald)

Selleri i strimler (Rasmus Kofoed)
Den dejligste daal (Sys Bjerre)

 

Vegatar, veganer, flexitar eller raw-food’er?

Der kan være lidt forvirring omkring, hvad de forskellige betegnelser dækker over, når det kommer til definitioner på kostretninger, der holder sig helt eller delvist fra kød og animalske produkter. Vi har lavet en kort oversigt:

Vegetar: Spiser intet kød overhovedet. Dyr gradbøjes ikke. En vegetar spiser frugt, grønt, bælgefrugter, linser, nødder korn m.m. Desuden spiser de animalske produkter som æg og mejeriprodukter – mælk, ost, yoghurt m.m.

Veganer: Spiser som vegetarer, men undlader også animalske produkter som æg og mejeriprodukter. For nogle betyder livsstilen som veganer (eller vegetar) også fravalg af andre produkter ud over fødevarer, som er lavet af dyr, f.eks. læder og pels, sæber, kosmetik m.m.

Flexitar: Spiser overvejende vegetarisk, men kan supplere med kød. Der er ingen officiel definition på, hvor lidt eller meget kød du spiser eller undlader som flexitar. Nogle har bestemte grupper af kød, de undlader eller tilvælger med mellemrum. Ofte er firbenede dyr dømt ude – mens nogle dog godt kan spise vildt, der ikke er opdrættet. Fisk eller fjerkræ kan også være valgt til.

Raw-food’er: Spiser kun rå vegetabilsk mad, der højst har været opvarmet til 42 grader.

Misforståelser omkring de forskellige retninger kan let være opstået, fordi nogle flexitarer gennem tiden har lånt titlen af vegetarer, men tilføjet at de f.eks. spiser fisk. Korrekt set er der dog tale om en flexitar, hvis vedkommende indtager nogle former for dyr.

 

Go Green

– Det er ikke et spørgsmål om at ofre sig – det er en mærkelig tanke, at vi ofrer noget. Det er en livsstil, hvor vi fejrer krop og sind!

Sådan siger Ole Henriksen i bogen Go Green, og han er bare en af deni inspirerende flexitarer, vegetarer og veganere, som bidrager til bogen med input. Du får også gjort op med et par myter om de forskellige kødløse livsstile, og får et hav af inspiration til en grønnere hverdag, samt selvfølgelig interviewpersonernes egne yndlingsopskrifter.

Find bogen af Bibi Stella Kirkegaard på Naturlishoppen.dk til kr. 189,-.

 

Forrige artikelTiltrukket eller frastødt? Se dig selv i spejlet

Næste artikelTrådløse netværk: Usynlige stråler får mærkbare følger