Marie Askehave: “Jeg har ingen ro”

Det seneste halve år har været usædvanligt travlt for Marie Askehave, der oven i købet er småbørnsmor. Midt i travlheden har hun ind i mellem glemt, hvad det var, hun skulle, og hun er ikke god til at give sig selv mentale pauser.

Hun spiller teaterkoncert om aftenen, om dagen står hun for produktionen på teaterstykket “Lovesong”, der er sat op af Nepo Teatret, som hun driver sammen med sin mand, skuespillerkollegaen David Owe. Hun er aktuel i filmen ”Familien Jul”, der blev optaget tidligere på året, og derudover er hun mor til to piger i børnehavealderen, så 2014 har været et år med knald på for Marie Askehave.

– Det er selvfølgelig sjovest, når man har tid til det. Det føles som om, vi hele tiden er lidt bagud, siger hun og henviser til teaterstykket ”Lovesong”, som hun spillede med i sidste år, men som hun i år valgte at producere i stedet. De andre medvirkende er ellers hendes mand og svigerforældre, men tilbuddet om at medvirke i teaterkoncerten ”Gasolin” var for stor en chance at sige nej til. Så hun overlod sin rolle i ”Lovesong” til en kollega.

Når man producerer et teaterstykke, er man den praktiske blæksprutte, der taler med Teaterforeningen, sørger for rekvisitter, tager imod alverdens opkald og meget mere, og det kan gøres om dagen, når børnene er i børnehave, og inden Marie skal af sted til teatret.

– Jeg kan nogle gange sidde – især mandag morgen – med en følelse af, jeg har utroligt travlt, men jeg kan ikke huske, hvad det er, jeg skal. Så bliver klokken 15, og så kommer jeg i tanke om det, men så skal jeg hente børn. Det har været ret stressende, faktisk voldsomt, siger Marie Askehave, der går en lidt mere rolig vinter i møde.

Noget, der kan stresse os alle, er de sociale medier og det at være på konstant. Strømmen af informationer og uviljen til at gå glip af noget. Og sådan har Marie det også lidt.

– Hvis jeg havde levet et andet liv, ville jeg nok ikke have været en del af de sociale medier. Jeg kom ret sent på både Facebook, Instagram og Twitter, men hvis man ser sig selv som et ”brand”, er man nødt til at holde liv i det. Samtidig skal jeg også kunne være i det som menneske, så jeg har da overvejelser om, hvor meget jeg skal give af min selv og min familie. Så længe børnene er så små, at de ikke ved, hvad der foregår, synes jeg, det er okay at lægge billeder ud af dem. Når de bliver større, har de krav på at blive spurgt, så de har mulighed for at sige fra. Vores liv er jo mere offentligt end mange andres, men det der med de sociale medier er jo ikke så specielt længere. Hvis man hele tiden skal vurdere, hvad man kan lægge ud og ikke lægge ud, bliver man jo hæmmet, og jeg har da også lyst til, at folk skal se, når min datter har lært at cykle. Selv om de nok er pisseligeglade, så er jeg jo stolt, siger Marie Askehave og griner.

– Jeg synes, det er en hyggelig og nem måde at holde kontakt til dem, man ikke ser så tit.

Nulstille apparatet

Marie Askehave siger, hun ikke er god til at give sig selv mentale pauser, selv om hun har forsøgt.

– Jeg gik på et tidspunkt i gang med at læse Henning Davernes bog ”12 minutter til succes”, der handler om at give sig selv ro. Jeg kom ikke igennem bogen, for så meget ro har jeg ikke haft. Men jeg kan godt lide hans ideer om at nulstille hele sit apparat. Jeg har brugt morgentræningen på teatret, som begyndte med 10-15 minutters udstrækning og smidighedsøvelser, til at få nulstillet mit apparat. Det var mine 12 minutter, men nu må jeg til at finde på noget andet. Måske pilates eller yoga eller hvad der nu lige passer ind.

Den mentale ro oplever Marie, hun automatisk får, når hun arbejder for andre i modsætning til, når hun arbejder med opsætninger i Nepo Teatret eller indspiller en CD.

– Den måned, vi øvede ”Gasolin” op til 12 timer om dagen, var jeg tvunget til at skubbe alt andet til side, og det giver mig faktisk ro i hovedet.

Marie Askehave har løbetrænet i mange år, men det giver hende ikke mental ro, det er noget, hun gør, fordi hun gerne vil holde kroppen i form.

– Jeg har egentlig altid syntes, at hvis jeg trænede uden et egentligt formål, var det svært at motivere mig. Det er hårdt, og der er altid 1000 andre ting, jeg skal nå. Jeg kobler ikke af, mens jeg løber, men bagefter kan jeg godt mærke, det har gjort mig godt.

Lige nu får Marie rigelig træning på scenen om aftenen, hvor hun drøner rundt på scenen, i øvrigt sminket til ukendelighed.

– Det er angstprovokerende for mig at arbejde med masketeknik, som er den metode, instruktør Nikolaj Cederholm bruger. Du kan ikke gemme dig, for masken afslører ALT. Det, der kommer ud, er meget rent og nøgent. Det er meget grænseoverskridende for mig. Jeg har ikke sunget på en scene på denne måde før, men jeg håber, jeg kommer til at lave mere af den slags. Det er lækkert at bruge sin krop og sin stemme, det drøn som musikken giver, kontakten til publikum, som er meget intens, lige som til en livekoncert, det kan jeg virkelig godt lide.

Venskab på trods

I øjeblikket arbejder Marie Askehave om dagen og spiller om aftenen, men selv om det er travlt, synes hun, det er en gave at producere et stykke og prøve at være bag scenen for en gangs skyld.

– De ting, man tager for givet som skuespiller, lærer man at sætte pris på, når man selv har haft producentens rolle. Grillpølserne til premieren, den øl vi drikker, nogle har arrangeret det hele, nogle har betalt for det. Nogle har gidet søge penge til projektet, og på ”Familien Jul” har producenten hentet og bragt børn, passet børn under indspilningerne, lavet kaffe, støvsuget … Så man skal som spiller ikke stå og brokke sig over, cateringen ikke fungerer, eller indspilningerne er forsinket en time, man skal være taknemlig for sin løn og for at andre har arbejdet, så det blødte ud af øjnene. Jeg håber af hele mit hjerte, at børnefamilierne vil strømme ind og se filmen, for det fortjener den! Jeg synes, man kan se, folkene bag har været engagerede; det smitter af.

Marie Askehave spiller moren i familien, hvor drengen får en nisseven, som de voksne ikke tror på findes.

– Det er faktisk lidt pinligt, men jeg begyndte at hyle, da jeg læste manuskriptet. Filmen rammer noget helt ægte, som jeg synes, er enormt fint. Den handler om forholdet mellem drengen og nissen, de kan jo ikke være sammen, så de er nødt til at sige farvel igen. Det er historien om et smukt venskab, der består på trods.

Planeten går under

Marie Askehave er meget bevidst om, hvilke fødevarer hun indtager, men det er mere for sundhedens og miljøets skyld, end det er for at holde sig slank.

– Jeg køber aldrig konventionel mælk f.eks. Og jeg står ved kyllingerne hver gang og tænker, kan man virkelig ikke producere økologiske kyllinger billigere? Men jeg spiser stort set kun økologisk, det er sindssygt vigtigt, vi gør det, for den her planet går altså under, hvis vi bliver ved med at dyrke og producere konventionelt.

Marie Askehave lider af høfeber, pollenallergi, astma og så kan hun ikke tåle persille. Hvis hun får det, hæver hendes hals, og det begynder at klø rundt omkring.

– Da jeg var barn, måtte jeg ikke komme ud, når det var tåget. Min astma er blevet bedre, men jeg er også medicineret for det hver dag. En del af mig synes ikke, det er okay at fylde mig med medicin dagligt, men lægen har vist mig et billede af luftrør og bronkier, der stopper til, og det har jeg heller ikke lyst til! Jeg tester ind i mellem, om jeg kan undvære medicinen, i perioder er jeg nødt til at tage mere end i andre, og jeg stoler mere på mine egne fornemmelser, end på hvad lægen siger. Han kan jo ikke mærke, hvordan jeg har det.

Hun kan blive virkelig syg af at slå græs, og støv er heller ikke godt for hendes luftveje.

– Så må jeg jo overveje, om jeg vil gøre rent eller tage en høfeberpille… Og jeg ved godt, hvad jeg foretrækker, griner Marie Askehave, der kan ses og høres i teatret frem til den 6. december og i biograferne frem til nytår.