Opskrifter

Grove falafler

25. september 2021

20-22 stk.

Det skal du bruge

1 pose ærte- og bønneblanding fra Rema 1000 (350 g). Indeholder kikærter, ærter og edamamebønner.

100 g majs evt. fra frost

1 løg

1 fed hvidløg

2 gulerødder ca. 100 g

1 tsk loppefrøskaller + ¼ dl. vand

2 tsk citronsaft

1 spsk tahin

30 g kikærtemel

50 g rismel

¾ tsk salt

friskkværnet peber

½ tsk chili

1 ½ tsk spidskommen

1 tsk koriander

25 g sesamfrø

Sådan gør du

Kom ærte- og bønneblandingen med de frosne majs i en skål, hæld kogende vand over og lad det stå et øjeblik til ærter, bønner og majs er tøet op. Hæld det hele over i en si og lad det dryppe godt af. Bruger du majs fra dåse, så hældes de direkte i sien for at dryppe af. Rør loppefrøskaller sammen med vandet i en skål og lad blandingen trække ca. 5 minutter, til det danner en tyk gelé. Skræl imens gulerødderne og skær dem i grove stykker. Løget skæres i grove tern, kommes i en foodprocesser sammen med hvidløg og gulerødder og blendes kortvarigt, til grøntsagerne er groft hakket. Kom blandingen af vand og loppefrøskaller i foodprocessoren sammen med de øvrige ingredienser undtagen sesamfrø. Blend igen, til det hele er blandet godt sammen, men uden at bønnerne er blevet helt fint hakket. Tag skålen af foodprocessoren og rør sesamfrøene i. Form herefter 20-22 falafler, som lægges på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bag falaflerne i ovnen på 175 grader i 30 minutter og vend dem gerne halvvejs, så de får farve på begge sider. Server falaflerne med en god salat til eller i et pitabrød/wrap med masser af grøntsager og salsa.

Forrige artikelSmoothiebowl med grønkål og blåbær

Næste artikelMasser af magnesium

Trine Vesteraa

Ernæringsterapeut
Skribent på Naturli siden 2012.