Mad

Karrysild

Kirsten Skaarups bog har mere end 100 forskellige stykker smørrebrød. Fristende og farverige anretninger, der sandt at sige er smukkere end de traditionelle stykker, som de giver en ny fortolkning på

Foto: Kirsten Skaarup
11. maj 2023

Smørrebrød er en særlig del af den danske folkesjæl, og derfor ville det være ærgerligt, hvis det skulle blive sværere at samle familien til de hyggelige frokostborde, fordi flere og flere af os vælger at satse på det plantebaserede køkken.

På Kirsten Skaarups blog ligger op mod et par tusind opskrifter på plantebaseret mad, også smørrebrød: www.kirstenskaarup.dk

Prøv denne lækre karrysild til 4 personer

DET SKAL DU BRUGE:

  • 300 g aubergine
  • 1½ dl koncentreret hyldeblomstsaft
  • ½ dl ris- eller frugteddike
  • 2 laurbærblade
  • 1 tsk allehånde, kan udelades
  • 2 tsk blandede peberkorn, sorte, hvide, grønne, rosenpeber

Karrydressing

  • 1 spsk kokos- eller rapsolie
  • 2-3 tsk karry, afhængig af styrken
  • 1 dl havre-, soja- eller anden fløde
  • 1 dl planteyoghurt
  • salt, friskkværnet peber, citronsaft, ahornsirup
  • 1 lille æble

Pynt

  • evt. peberrod
  • 1 lille rødløg
  • karse eller dild


SÅDAN GØR DU:

Skær auberginen igennem på langs, og skær de to halvdele i ca. 20 fileter i alt. Bring hyldeblomstsaften i kog sammen med eddike, laurbærblade, allehånde og peber. Tilsæt auberginen, og lad den simre 5 minutter. Sluk for varmen, og lad fileterne afkøle i lagen. Gem lagen, og brug den fx i en salatdressing – eller hvis du, som jeg, ikke bryder dig om rå løg, så skær rødløget i ringe, og kog dem op i lagen et øjeblik. Tag løgringene op, og afkøl dem.

Lav karrydressingen: Varm olien op i en gryde, og tilsæt karryen. Svits karryen et par minutter, og hæld fløden i gryden. Lad den koge lidt ind, og sluk for varmen. Lad fløden køle af. Rør yoghurten i, og smag godt til med salt, peber, citronsaft og sirup. Skær æblet i meget små terninger, og rør dem i dressingen sammen med de afkølede fileter. Karrysilden serveres på rugbrød. Du kan pynte med høvlet peberrod, løgringe og karse eller dild.

Prøv også smørrebrødene: Løvemad med avocado eller hummerfri salat

Forrige artikel3 fødevarer du altid bør have i dit køkken

Næste artikelLøvemad med avocado

Carsten Gottlieb

Redaktør