Nyheder

Kræftfremkaldende, mørkt brød

12. maj 2015

Efterspørgslen efter mørke fuldkornsbrødtyper har fået bagere til at farve hvidt brød mørkt, så det fremstår mere sundt. Men farven er kræftfremkaldende.

De fleste sandwichbarer og pizzeriaer har fået fuldkorn på menukortet inden for de sidste ti-tyve år. Det er en eftertragtet mulighed for kunderne at kunne vælge lidt mere sundhed og bestille fuldkorn frem for hvidt brød. Også i bagerudsalgene ligger fuldkornsvarianterne i bunker, så det næsten er svært at få øje på det hvide franskbrød eller det italienske landbrød af durum og hvede. Men der er også fup på hylderne.

Fuldkorn uden kerner

Det er velkendt, at fuldkornsbrød ikke behøver indeholde en masse kerner for at være sundt. Men melet skal indeholde både skal og kim fra kornet for at kunne kaldes fuldkorn. Derfor kan du godt købe fuldkornsbrød, der er uden kerner, men som alligevel er at regne for fuldkorn med en række af de sundhedsfordele, der følger med.

Kræftfremkaldende akrylamid

Men der er bagere, der vælger at lave fup-fuldkorn ved hjælp af ristet malt, som farver dejen mørk, men som ikke har nogen ernæringsmæssig værdi. Tværtimod udvikler den ristede malt akrylamid under bagningen, og dette stof er mistænkt for at være kræftfremkaldende.

– Vi anser akrylamid som et sundhedsproblem. Der er stærke beviser for, at der er en sammenhæng mellem indtaget af akrylamid og udviklingen af kræft. Det kan være et betydeligt antal danskere, der bliver ramt af cancer som følge af indtaget af akrylamid, men man kender ikke antallet, siger Pelle Thonning Olesen, seniorrådgiver hos DTU Fødevareinstituttet, til Ekstra Bladet.

Stoffet giver naturligvis brødet en svag smag af malt, men det kan også forlede kunderne til at tro, at der er tale om en fuldkornsvariant.

Kilde: eb.dk

Forrige artikelEnkle midler mod stress

Næste artikelSøvnhormonet styrker knoglerne