Nyheder

Meditation med militærisk præcision

8. marts 2012

Mindfulness-træning skal hjælpe amerikanske soldater med at træffe bedre beslutninger og forebygge psykiske problemer

 

Netop nu udfører det amerikanske militær forsøg med soldaternes sind ved at lade dem meditere og lave åndedrætsøvelser. Formålet er at finde ud af, om mindfulness, eller mind fitness, som militæret kalder det, kan løse nogle af de problemer, soldaterne møder, når de er udsendt.

 

Hverdagen er også en kamp

Mind-fitness og det amerikanske militær kan virke fjernt fra en dansk dagligdag, men er det måske ikke. For egentlig er målet for mindfulness altid det samme. Det er anvendelsen, der er forskellig. Soldaterne befinder sig f.eks. ofte i situationer, hvor de skal træffe en hurtig beslutning. I de situationer skal mind-fitness gøre dem bedre til at stoppe op og overveje valgmulighederne. Og det er jo også en egenskab almindelige civile kan have gavn af. De fleste har sikkert prøvet at tage overilede, hovedløse beslutninger..

 

Mindfulness-træning har effekt

En dansk forsker har fået lov til at komme helt ind i Pentagon og observere forsøgene og deres effekt.

– De soldater, jeg har talt med, er med ganske få undtagelser enige om, at mindfulness-træningen virker, siger Sita Kotnis fra Aarhus Universitet til videnskab.dk.

Hun er lige nu ved at færdiggøre en ph.d. om mindfulness-studier ved Institut for Kultur og Samfund – Antropologi og Etnografi og skal forsvare afhandlingen til sommer.

 

Færre frustrationer med mindfulness

At den usandsynlige kombination af noget så ikke-voldeligt som mindfulness og træning af soldater, der skal i krig, virker, kan man høre fra soldaterne. En artillerisoldat ved navn Harris mente f.eks., at træningen havde gjort ham bedre til at fokusere på det, han var i gang med, hvilket han mente ville være nyttigt under en fremtidig udsendelse.

En anden soldat, Smith fra kavaleriet, fortalte den danske forsker Sita Kotnis, at mindfulness-træningen dæmpede den vrede og frustration, han normalt oplevede i pressede situationer.

– Det er, som om jeg hele tiden kan se mig selv udefra samtidig – og kan vælge den bedste måde at reagere på, sagde han til Sita Kotnis.

 

 

Kilde: videnskab.dk

Forrige artikelSukkersøde børn er usunde børn

Næste artikelHold vejret – CO2 gør dig fed